Effektmageri!

Pendereckis Djævlene fra Loudun på Operaen d. 24. mart 2013

Filmmusik har – sikkert p.g.a. filmens popularitet – i de flestes ører en positiv klang, og de store, iørefaldende og kendte filmtemaer af John Williams, Ennio Morricone og Nino Rota spilles af de fleste symfoniorkestre i et forsøg på at lokke et nyt og yngre publikum i koncertsalene. Det samme har Den kgl. Opera gjort for at sælge Krsysztof Penderecskis Djævlene fra Loudun: ”Mange kender formentlig allerede Pendereckis tonesprog bedre, end de aner, for det er ham, der har skrevet musikken til en række gyser- og horrorfilm”, står der på hjemmesiden. Filmmusik er imidlertid bare bedst, når den ikke høres. Jo, det er fantastisk at høre temaerne fra Harry Potter og Godfather-trilogien spiller for stort symfoniorkester, men det er jo netop temaer, der er skrevet som underlægningsmusik for rulleteksterne og for at fæstne filmene melodisk i publikums hukommelse; størstedelen af al filmmusik skal understrege filmens billeder og forstærke de følelser, stemninger og indtryk, som instruktøren forsøger at formidle til sit publikum gennem billederne, og derfor ikke gøre opmærksom på sig selv. Det kan aldrig blive positivt, at musikken i en opera spiller andenviolin og er filmisk. Bedre bliver det heller ikke af, at denne iscenesættelse absolut ikke spiller sammen med eller forsøger at forstærke indtrykket af den blodfattige musik; det hele er lige så stort et illusionsnummer, som den proces mod Urban Grandier, operaen handler om.

                      Handlingen rummer ellers stof nok til en stor, dramatisk opera: Fortrængte følelser, misundelse, fysisk begær, politiske ambitioner, lidenskab og had! Havde Verdi levet i et mindre melodramatisk århundrede, havde han straks købt librettoen, og Puccini ville kun have savnet en heltinde, publikum kunne føle for, før han havde siddet ved klaveret. Som det er, er det blot forvirrende og dramatisk usammenhængende: Der klippes lynhurtigt mellem scenerne (som i en film!), og der er intet for publikum at holde sig til, hverken musikalsk (dertil er musikkens brug af clusters, klokker og messingblæsere som sagt for monoton) eller scenografisk; kulissen midt på scenen snurrer rundt som en karrusel, men der er ikke megen morskab ved turen, og det virker ulogisk hele tiden at skulle skifte kulisse, når den samme kulisse alligevel både skal fungere som Grandiers logi, gæstgiveri, brude- og torturkammer. (Hvem har for resten opfundet den lettere grinagtige tortur, hvor offeret slæbes halvt ned gennem loftet for at nagles fast til væggen? Det er mere latterligt end uhyggeligt!) Det er heller ikke klart, hvorfor kirurgen og apotekeren, overgearet ageret af Markus Butter og Gert Henning-Jensen, føler så stor misundelse til fader Grandier, at de anklager ham for kætteri, og det kan nemt gå hen over hovedet på en, at det er det, der sætter handlingen i gang, ikke abbedissen Jeannes seksuelle mareridt i sengen ved scenekanten. De øvrige karakterer kommer på skift ind på de to stilladser, der flankerer scenen i højre og venstre side, for at give deres besyv med, men det sker snarere af nødvendighed, fordi det står i partituret, end det fører dramaet videre. Det eneste uhyggelige og dramatisk befordrende er, når hans sataniske majestæt selv toner frem som en projektion mod kulissevæggen, komplet med horn og djævelsk latter, men nogen konkret indtræden i operaen får han desværre aldrig, og det havde ellers netop været det, kunne have forvandlet opsætningen fra en cirkusforestilling til et mareridt.

                      At forestillingen ikke fungerer, skyldes ikke, at Penderecki benytter sig af ”ukonventionelle virkemidler”, som der står i Peter Tulinius Krarups programnoter, tværtimod er musikken som et ubagt brød: tungt og klægt. Instruktøren Keith Warner har også tidligere bevist, at han tør tage livtag med moderne musik, så forholdet bliver frugtbart; det skete i Operaen med Alban Bergs foruroligende Wozzeck for nogle sæsoner siden. Her skrånede scenen lige lukt i afgrunden for titelpersonen, mens alle andre bevægede sig uanfægtet rundt i et roligt tempo og så kynisk til. Måske det skyldes, at Bergs partitur er langt mere avantgardistisk end Pendereckis noget yngre oeuvre og har dramatiske egenskaber i sin egen kraft, så publikum kommer hele følelsesregisteret fra smerte til frygt og længsel igennem i musikken. Det er svært at sige, specielt når man er lægmand udi noder, ligesom det er svært at skulle fremhæve sangere og musikere i denne opsætning, for på scenen er det kun Louis Otey som Grandier og Tina Kiberg som Jeanne, der imponerer med deres stemmekraft og –styrke. Alt klinger, som man formoder, at det må skulle klinge, men intet rører ved følelserne. Bifaldet er slapt, og man sidder tilbage med en følelse som et lille barn, der har lyst til at råbe ud i rummet: ”Jamen, han har jo ikke noget på!” Det hele er gøgl og narrespil, effektmageri; der er ingen ægte djævlerier på spil i denne forestilling, og det er dybt skuffende.