Ild i gamle møller

Jules Massenets perle Don Quichotte på Den jyske Opera søndag d. 24. august 2014

Litteratur- og musikhistorien er fuld af helte, der tilsammen kun fanger en forsvindende lille procentdel af de facetter, der er ved en helt. Selv den enkelte helt er tit og ofte så kompleks, at man kan undre sig over, hvordan den pågældende har gjort sig fortjent til sin vedvarende heltestatur; Odysseus lyver og digter skrøner, mens han forfører kvinder på stribe, selvom hans hustru venter ham trofast derhjemme, og fyrst Mysjkin er så godgørende og naiv, at han ikke kan fungere i samfundet. Cervantes’ Ridder af den Bedrøvelige Skikkelse, Don Quixote, er ingen undtagelse og har siden romanens udgivelse i 1605-1615 (verdens første moderne roman siger nogle) fascineret og inspireret billedkunstnere, komponister og koreografer. Som Dostojevskys Idioten vil han kun det gode, og man kan ikke få sig selv til at hade ham; enten må man latterliggøre ham og le ad ham, eller også må man overgive sig og hengive sig til hans barnligt rene troskyldighed og gode motiver.

                      Jules Massenets opera over Cervantes’ roman har ganske vist fem akter, men er en undseelig størrelse med sin spilletid på knapt to timer. Musik og karaktertegning er dog strålende, og det er – omend dens størrelse er beskeden – som en skat er blevet hævet op i lyset, nu hvor Den jyske Opera 100 år efter urpremieren har sørget for, at operaen får danmarkspremiere. At anstrengelserne bringer glæde til publikum skyldes ikke mindst operachef Annilese Miskimmons lydhøre og poetiske instruktion; med denne opsætning markerer hun og scenografen Nicky Shaw sig efter triumfen med Janaceks Katja Kábanova i efteråret 2013 som det mest talentfulde makkerpar i operaverdenen på dansk grund! Der snydes ikke på vægten, man får hverken for lidt eller for meget, man får præcis den opera, der har ligget glemt så længe, men perlende dugfrisk serveret.

                      Handlingen er flyttet frem fra renæssancens Spanien til 1950’erne; vi er stadig i Spanien, murene er solblegede og temperamentet iltert, men ved at forskyde handlingsrammen til en tid, man kan genkende – om ikke andet så fra billeder og film (der jo har forlænget menneskets hukommelse i det 20. århundrede) – peger Miskimmon og Shaw på tiden som et afgørende tema for at forstå den fantasifulde ridders psykologi. Det understreges også af et lille tableau under operaens forspil: tæppet går op, og man ser don Quichotte rejse sig fra sin rullestol for at følge efter en lille dreng, der trækker afsted med sin legetøjshest. Han går i bogstaveligste forstand i barndom og fortsætter operaen igennem frem til sin død i sporet af den naive, men ejegode mennesketro.

                      Dette skel mellem alderdom og barndom, mellem fantasi og virkelighed, udgøres i Shaws scenografi af den mur, hvor den skønne Dulcinea kigger ned fra sit vindue; hun tiljubles og hylles af folkemængden som en filmstjerne, selvom hendes kærlighedsmoral er noget flosset i kanterne, og hun nok snarere ernærer sig ved et helt andet erhverv… Dog er det kun don Quichotte, der bliver til grin, da han i sin alderdomsnaivitet erklærer hende sin uforbeholdne kærlighed. Når der går ild i gamle huse – her måske snarere gamle møller (altså ikke møller på fynsk!) – ved man, at alt kan ske, og da Dulcinea giver ham til opgave at bringe hendes stjålne halskæde tilbage, hæver muren sig som ved at trylleslag, og han kan drage ud den skov, der i smuk silhuet kommer til syne. Det fine ved operaen, som iscenesættelsen fastholder, er imidlertid, at don Quichotte netop ikke forsvinder ind i fantasiens rige, men at han forankrer fantasien og drømmene i virkeligheden ved virkelig at vende tilbage med halskæden. Han er iklædt gammeldags, middelalderlig rustning, hans tro Rosinante er for længst afgået ved døden og erstattet af en udstoppet hest på hjul, som Sancho Panza trækker efter sin cykel (her udstyret med æselhoved af halm), og alligevel er det denne naive forestilling om, at det hele er virkeligt, at Dulcinea er af ædel byrd, og vindmøllerne virkelig er kæmper, der rører røverne til at tilbagelevere halskæden og bede om hans velsignelse, da don Quichotte med from barnetro falder på knæ og beder Gud tage imod hans tåbelige, men rene sjæl, fordi røverne truer ham på livet. I femte og sidste akt, hvor don Quichotte ligger på sit yderste i en have, hører han sin elskede Dulcinea, og havemuren hæver sig endnu engang for ham, og der står hun, strålende hvid, og nu i det hinsides med en ægte, lyslevende og lige så lysende hvid hest ved sin side. Det er svært ikke at få tårer i øjnene over dette enkle, men rørende og medrivende coup de théatre, og netop så enkelt kan – og bør – opera formidles for at gribe, og blanke øjne taler deres eget klare sprog.

                      Den usædvanlige sangerbesætning – helten og heltinden er fra det dybe leje, bas og mezzosopran, den tro væbner er basbaryton – er måske en forklaring på, at operaen aldrig har fået stor udbredelse, men det er uretfærdigt, når man denne sensommer hører, hvor fremragende også disse stemmer kan være: Alle tre hovedpartier er fornemt besat! Viktoria Vizin er en varm, blød, sensuel, men også stærk Dulcinea; hun giver ikke efter for de vattede friere – en Tenor, en Anderumpe, en Flovmand og en Brille – og selvom hun smelter over den virkelighedsfjerne ridders galanteri, så afviser hun også ham. Potentiale som femme fatale i stor stil er her tydeligvis, og hun må gerne inviteres tilbage til Danmark som Carmen! James Johnson er med sit påsatte fipskæg og sin milde, indsmigrende stentorrøst den inkarnerede don Quixote, også når han staves Don Quichotte, og det må være en lykke for ham at synge dette parti, som det er en lykke at høre ham. Bedst er måske alligevel islandske Olafur Sigurdarson; også han træder med selvfølgelighed frem som inkarnationen af Sancho Panza, men det er hans mægtige vikingerøst, der kombineret med et ægte talent for både det komiske og det inderligt tragiske, der virkelig tager kegler, og det er fuldt fortjent, at han trækkes ind til applausen på den udstoppede Rosinante. Bravo!

                      Stjernerne er altså alle hentet til udefra, og de stråler lige så skønt og mildt til os som fuldmånen, der hviler over slutscenen. Den jyske Opera kan imidlertid også selv, og Den jyske Operas Kor er her på toppen; samklangen og samspiller er forrygende og med overskud til både at grine, danse og gribes. Dirigenten Jérôme Pillement har som franskmand naturlig føling med Massenets forfinede og spanskinspirerede klange, og han leder Aarhus Symfoniorkester i en skøn og lydhør musikledsagelse (som i alt fald Odense Symfoniorkester kunne lære et og andet af), men alligevel er han, da han hæver taktstokken og skal sætte an til anden akt, ved at kollidere med en natsværmer, der har forvildet sig ind i spotlyset og til stadighed flyver mod ham. Det vækker stor latter og klapsalver blandt publikum og beviser, at hverdagens kampe ikke behøver være med vindmøller for at blive bemærket. Ej heller behøver en opera være et ofte spillet mesterværk i en prætentiøs iscenesættelse for at vække begejstring og ros; det kan gøres med enkle virkemidler, store sangere og en lydhør personinstruktion, og så forledes man til at tro, at det er et mesterværk. Sådan er det denne sensommer på Den jyske Opera i sæsonens første sceniske operaopsætning – tusind tak for det!

Drømmebilleder

Bellinis I Puritani i Tivolis Koncertsal lørdag d. 9. august 2014

Koncertsalen i Georg Carstensens gamle eventyrhave dannede en smuk aften på en omskiftelig dag først i august den perfekte ramme om helt igennem pragtfuld operaopførelse. H. C. Lumbyes statue står meget passende foran selvsamme koncertsal, for ganske som Lumbyes orkesterfantasi Drømmebilleder ingen scenografi behøver for at sætte billeder på musikken, så vinder Bellinis opera med det lidt tandløse plot kun ved, at musikken står nøgen og ren og stråler i al sin ubegribelige skønhed. Intet ødelægges her af en hittepåsom instruktør eller scenografs formålsløse idéer; vi hører storheden ved borgen i Plymouth i operaens forspil, vi ryster kuldegysende regnen af os under uvejret i tredje akt, og vi smelter i den inderlighed, hvormed Bellini fremmaner Elviras sorgfulde vanvidsfantasier.

                      Omend Bellinis musik er underskøn i sine subtile melodilinjer og så elegant skaber billeder for tilhørerens indre blik, så hjælper det naturligvis, at den er lagt i hænderne på et stjerneensemble. Hvornår har man sidst oplevet på Den kgl. Opera, at selv det mindste parti er lagt i struben på en stor stemme? Nej, her må man gentagne gange spises af med de ikke-mindeværdige sangere, der til stadighed er at finde i ensemblet. Her oplever vi, at Henning von Schulman, der var en imponerende Leporello i forsommeren på Gamle Scene, synger det næsten usynlige parti som Elviras far, og Andrea Pellegrini (der helt idiotisk ikke er en det af Det Kgl.’s ensemble) forkæler med sin skarpt krydrede og matglinsende stemme øregangene i partiet som den detroniserede dronning, Enrichetta, selvom også det er ganske lille. Tre af de fire store partier er besat af udenlandske sangere, to amerikanere og en italiener, mens det sidste parti, heltens rival Riccardo, er givet til Palle Knudsen. Det er et anderledes eftertænksomt og udspekuleret parti end den livsglade og varmblodige forfører, som Knudsen sang i forsommeren på Gamle Scene, men han mestrer begge dele; hans røst er som altid blød, men maskulint stærk og varm, og selv i kjolesæt med ridderkors afslører hans mimik og gestik, at han lever sig fuldt lige så meget ind i partiet, som var det i kostume med kulisser. Bravo!

                      Heltindens onkel, sir Georgio Vanton, der af en eller anden mærkelig grund operaen igennem agerer mere som hendes far, synges af Roberto Scandiuzzi med et overskud og en stemmepragt, som man – fordomsfuldt – normalt kun tiltror en italiensk sanger. Også han lever sig ind i partiet, primært i sine omfavnelser af koncertens skønne sopran, og da den sidste tone har lydt og bifaldet brager, fører han sig frem på scenen og blandt sine medsangere som man kun – også fordomsfuldt? – ville tænke om en italiener: Selvsikkert dirigerer han de andre sangere ind og ud af scenen – dirigenten med – mens han selv sørger for hele tiden at være i centrum. Måske føler han behov for at hævde sig over for koncertens helt og heltinde, for Sarah Coburn som Elvira og Lawrence Brownlee som lord Arturo Talbo er koncertens virkelige stjerner: Hun er rank, slank og lys som en lilje – det samme gælder hendes skikkelse og hendes rober – og hendes stemme snor og drejer sig uhindret gennem himmelstræbende koloraturer i sølv og perlemor! Brownlees bløde, smægtende tenor stiger lige så ubesværet til vejrs og eksploderer i skønsang, men hans stemme er i smuk kontrast til Coburns fuld af rene, klare farver, røde, blå, grønne. Den gamle haves festfyrværkeri er INTET mod denne aften, hvor taget letter af jubel og begejstring!

                      Giancarlo Andretta smittes måske af denne stemmepragt, men som han dirigerer Tivolis Symfoniorkester skiftevis med smiger og charme eller lidenskab og tempo, står orkesterspillet fuldt mål med sangerne. Bevares, der er enkelte skæve ansatser blandt hornene, men hvem er nøjeregnende og bemærker detaljer i en hvirvlende, musikalsk ekstase som denne? Andretta er tydeligvis selv begejstret og stråler som en sol, men han stræber på intet tidspunkt efter at overstråle solisterne, selvom publikums jubel med rette også bliver ham til dels. Hvad skal man som sagt med kulisser og overfladisk personinstruktion, når sangen og musikken funkler som her? Den handling, som librettisten Carlo Pepoli tydeligvis ikke har lagt mange kræfter i, så tyndbenet og udramatisk den er, men musikchef Henrik Engelbrecht udlægger den med så meget glimt i øjet og så megen ironisk distance, at den vinder og bliver ganske underholdende; det havde også været synd, om den skulle spænde ben for at opleve Bellinis pragtoeuvre! For undertegnede forbliver det en mindeværdig fødselsdag!