Danmarks
Underholdningsorkesters første koncert d. 28. februar 2016
Kender du Beethoven?
Kender du hans symfonier, der samlet er et kvantespring i musikhistorien? Det
vil hardcore koncertgængere nok påstå, at de gør, at de kender de ni symfonier,
som de kender middagsbordets klassikere: hummersuppe, kalvesteg og rødgrød med
fløde. Kender dem ind og ud indtil energiske, gavtyvesmilende Adam Fischer
træder ind – for nu at blive i køkkenmetaforikken i disse Michelin-tider –
orkesterets molekylærkøkken og begynder at splitte tingene ad. Resultatet er et
sansebombardement!
Beethovens første symfoni indledte koncerten i
Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Koncertsal. (Der er en smuk symbolik i, at
det tidligere DR Underholdningsorkester nu residerer i Vilhelm Lauritsens
smukke, smukke koncertsal i den tidligere DR-bygning.) Det er tydeligvis et
værk af den unge Beethoven, eleven, der – som programnoterne siger – modtog Mozarts
ånd gennem læremesteren Haydn, men der er også glimt af den 29-årige Ludwigs
egne indfald, og det hele blotlægges i Fischers sprælske, humørboblende og overrumplende
direktion: Suppen er ikke længere flydende, den står stivnet i små klatter på
tallerkenen mellem stykker af sødt smagende hummer og dirrer af intens velsmag
og over det hele en sky af duftende hav. Steg og garniture er skilt ad,
tilberedt separat og grupperet i former, der trodser al natur; trekantede ærter,
kuglerunde gulerødder og sødt, surt og salt i én mundfuld. Rødgrøden? Rubinrøde
bær, der stråler gennemlyst i en sirlig række ledsaget af blød, sød fløde og
vanille. Intet er, hvad man troede, det var, alt er nyt og dog såre velkendt,
når det rammer øret. Fischer accentuerer, nuancerer, pointerer med sit
musikgeni, hvad publikum troede, det havde hørt før, for her er intet forsøg på
at skabe én musik, her vises alt separat
frem – her Haydn, her Mozart, her den revolutionær, Ludwig – men alligevel
smelter det sammen til én enhed.
Tydeligst bliver det måske i koncertens anden
Beethoven-servering: den ottende symfoni. Pludseligere temposkift, mere
markerede rytmer og en ivrigere puls ville måske falde nogle for brystet – men det
er de forbenede, de reaktionære, de sure, gamle kancelliråder, der hader
fantasien, fordi de har glemt, hvordan det er at lege og være barn. Fischer går
til Beethoven, som skulle han spilles første gang, ganske som han har hevet ubetydelige
symfonier af Mozart frem fra gemmerne og vist verden, hvor stor selv lille
musik kan være, og DU (ja, kan Danmarks Underholdningsorkester forkortes mere
passende end til anden person singularis?) følger ham lige så nysgerrigt.
Således viser tredje sats, der har tempo som en menuet, sig netop ikke at stamme
fra strålende sale og adelspalæer, den har hjemme i en krostue på landet, den
er rustik, lidt grov og upoleret som en folkesang, men den spilles med
kærlighed. Fjerde sats, allegro vivace, kommer ikke bare listigt og muntert
snigende, den kommer tøvende og i små ryk: tør vi? Må vi? JA, vi både tør og
må, ingen farve, ingen smag, ingen konsistens er for ringe til at komme på
tallerkenen, ganske som NOMA er blevet kåret som verdens bedste restaurant ved
at servere hønsegræs, skvalderkål og brændenælder.
Man kunne også i dagens festlige anledning
sammenligne koncerten med en lagkage, hvis bunde er de to gange Beethoven
(spændstige, sprøde og alligevel luftige), mens de to koncertarier – Haydns ”Scena
di Berenice” og Mozarts ”Bella mia fiamma” – med Ditte Højgaard Andersen er det
skønneste, cremede, lækreste fyld; det er både vanille, chokolade og syrlige
bær alt efter smag! Man må, som Stine Nissen gjorde før koncerten, takke
orkesterets sponsorer, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og
A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, for
denne festservering, der nu fortsætter flere år frem. Tre stjerner er ikke for meget!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar