Elisa
Kragerups spillevende opsætning af Sofokles’ Ødipus og Antigone,
Skuespilhuset d. 10. januar 2017
Roligt og stille
begynder det: En moder med sit lille barn i favnen, smilende, kyssende pande og
fødder, vuggende barnet i søvn. Men så går det galt: Barnet begynder at græde,
først roligt og kært, så voldsomt, hysterisk, og moderen flygter i synlig skræk
og rædsel og efterlader barnet. Så enkelt formår instruktøren Elisa Kragerup
uden replikker at lægge op til Sofokles’ 2500 år gamle tragedietrilogi, Ødipus, De syv mod Theben og Antigone
(den midterste af de tre er strøget og her gjort til et kort mellemspil), så
alle sanser straks er vakt. Kender man myterne bag tragedien, ved man, at kun
så frygtelig en spådom, som den, Ødipus’ forældre får – at sønnen skal dræbe
sin far og ægte sin mor – vil kunne få en mor til i så synlig rædsel at
efterlade sit barn, og kender man ikke myterne, er nysgerrigheden des større. Spændingen
er i begge tilfælde intakt.
De atheniensiske borgere, der så tragedierne
ved deres urpremiere ved tragediekonkurrencen i anledning af den panathenæiske
fest i marts, kendte myterne, men også de var grebet af spænding og rystet over
tragediernes udfald, for konflikten mellem generationer rækker ud over tid og
sted og griber enhver, der kender til familiens glæder og problemer. Endvidere
var disse familiedramaer for det antikke Athens borgere et billede på sammenstødet
mellem individ og samfund. Ikke kun fordi handlingen udspiller sig blandt
samfundets højest stillede, kongefamilien, men også fordi Athen i det femte
århundrede før vor tidsregning havde indført en i samtiden opsigtsvækkende og
epokegørende styreform, demokratiet, og tragedierne skabte et frirum, hvor
forholdet mellem den enkelte borger og statens styre kunne diskuteres. Det er
ikke kun en konge, der i Ødipus vil
hjælpe din by, det er en fremmed og hans usikre position, det handler om, og i Antigone er det ikke kun en niece, der
sætter sig op mod sin onkel, det er en ung kvinde, der går imod sin konge. (I
sig selv er det provokerende, at Antigone er en kvinde, for i det atheniensiske
demokrati havde kvinder naturligvis
ingen rettigheder.)
At disse tragedier i sidste instans handler
lige så meget om statens ve og vel som familiens, understreges af, at det er et
ensemblespil, Kragerup præsenterer for os; alle skuespillerne er til stede på
scenen hele tiden, og de træder kun ud af mængden på skift for at agere som
tragediernes karakterer. Selvom koret (der var en væsentlig del af antikkens
drama, og som netop repræsenterede folket eller en gruppe af borgere i staten)
og korsangene her er skrevet ud, så er gruppen over for den enkelte hele tiden
smukt belyst, og når en karakter dør, glider den pågældende skuespiller
naturligt og diskret blot tilbage i mængden af kommenterende og medspillende skuespillere.
Stemningsskabende sange og diskret underlægningsmusik ved Tore Nissen er der
også blevet plads til. Alt dette kan virke forvirrende eller provokerende for
den naturalistisk tænkende teatergænger, men det er ingen af delene, fordi
teksten, det talte ord, står frisk og funklende ny i Niels Brunses gendigtning
(behersker den mand da alle sprog?!), og fordi skuespillerne giver deres
replikker tyngde ved hverken at mumle eller forhaste sig. Denne forening af
karaktertegning ved trofast at forholde sig til teksten og meget kropsligt,
nytænkende og overraskende spil er frugtbar, så man aldrig keder sig og både
oplyses, forundres og underholdes.
Selvom Maja Ravns scenografi har døre og ikke
er helt så klaustrofobisk lukket, som Steffen Aarfings gummicelle til Romeo og Julie i forrige sæson, bidrager
den dog til fornemmelsen spænding, og som ingen af karaktererne kan undslippe
deres skæbne, slipper de aldrig helt ud af dette rum, selvom de forsøger. Her
er ingen søjler eller andet, der peger tilbage på antikkens ”edle Einfalt und
stille Größe”, alt ser bare gammelt ud: Et slidt og udtjent forsamlingshus
eller en ditto biografsal med stabelbare stole i lange rækker, en rude bagest
til filmforeviseren og lag på lag af afskallede og falmede gamle tapeter på
væggene. Selv kostumerne er gamle, for ganske vist er farverne strålende -
gyldne, grønne, petroleumsblå - men snittet er hentet fra 1970’erne. Det virker
som en tidslomme, men det giver kun publikum følelsen af, at tragedierne er
dømt til for evigt at gentage sig selv, fordi mennesket aldrig bliver klogere,
og hypnotisk drages vi af den undergang, Ødipus og hans datter – og resten af
den forbandede slægt – går i møde.
Skuespillet er spillevende, til tider grænseoverskridende
levende, når døde rejser sig, voksne mennesker vræler hysterisk som små børn,
når der meget synligt tungekysses eller kastes rundt med stolene, men det har
sin begrundelse. I programnoterne fortælles det blandt andet, at skuespillernes
egne grænser ofte blev overskredet under prøverne, det giver blot på sær vis
mening og virker ægte, for kan man reagere andet end kejtet og akavet, når livet
rammer en så voldsomt, som når man opdager, at man er far til sine egne
søskende, eller det er forbundet med dødsstraf at begrave sin egen bror? Det
synligste bevis på dette er den usikre, nervøse latter der indimellem rammer
publikum, men nogen forløsning indeholder den ikke. Den eneste forløsning
findes i modet hos skuespillerne til at gå planken ud og overskride deres egne
såvel som publikums grænser for, hvad der er forventelig opførsel, for den er
vi i spørgsmålene om incest og civil ulydighed allerede langt ude over: Tammi
Øst er eminent som Iokaste, både pigeligt nyforelsket og moderligt omsorgsfuld,
og hendes erkendelse af tingenes rette sammenhæng kommer i små dryp, så det på
én gang er forventet og river tæppet væk under en, da hun i en mikrofon selv
viderebringer nyheden om sit eget selvmord. Peter Christoffersen er alfaderligt
barsk og omsorgsfuld, men også ungdommeligt ivrig, og han falder symbolsk over
sine egne fødder. (Ødipus betyder ’svullenfod’, hvilket henviser til, at han
som spæd fik begge fødder gennemboret og blev sat ud.) Han har ikke den
erfaring og ro, som Karen-Lise Mynsters Kreon udstråler, og dog bliver hun
skræmt af sin svoger/nevø, og dog bliver hendes viljestyrke og autoritet til
overmod, da magten tilfalder hende. Peter Plaugborg og Mads Rømer Brolin-Tani
udstråler som brødrene Polyneikes og Eteokles en paradoksal muskelstyrke og ungdommelig
usikkerhed, så hvad kan de andet end vende denne mod hinanden, kæmpe og dræbe
hinanden? Navnlig Plaugborg imponerer ved at gengive skammen og forhånelsen som
ubegravet lig ved i kramper og nervøse trækninger at vride sig på gulvet; det
er dybt, dybt gribende, da Mynster forsøger at gøre sin ugerning god igen ved
at berolige ham, men ikke er i stand til at holde på muskelbundtet Plaugborg.
Lila Nobel glimrer kortvarigt som vagten, der frygter at overbringe buddet om en
ulykke, fordi hun ved, denne vil falde tilbage på hende selv. Maria Rossing er
stille og tragisk; hun har givet op på forhånd, fordi hun ved, hun kæmper mod
overmagten. Det ser man under hele mellemspillet mellem de to brødre, hvor hun
i baggrunden bærer rundt på sin (skæbne)blinde far og dermed på sin slægts forbandelse.
Marie Dalsgaards Tiresias er rolig i sin viden om, hvad der vil ske, men hun er
ikke levende, og i sin fodlange, sart rosenrøde kjole vandrer hun som en søjle,
en karyatide, rundt i baggrunden og betragter uden nogensinde at glide ind i fællesskabet.
Sicilia Gadborg som Ismene og Simon Bennebjerg som Haimon er mere anonyme, hun,
fordi karakteren underbelyses, han, fordi han ikke helt tør tage replikkerne i
sin mund og stå ved dem, mens Rasmus Fruergaard må slå sig til tåls med at være
korløs korfører.
Ingen kunne dog være på scenen uden de andre,
og publikum må erkende, at det fællesskab, der i familien eller staten drager
omsorg for hinanden, også rummer kimen til splittelse, had og misforståelser. Kragerup
har skubbet sit elleve mand store ensemble derud, hvor det ikke kan bunde, og
hvor publikum forestiller sig, at det aldrig selv skal komme, og alligevel kommer
det hele af det mest fredelige, idylliske billede af alle: Moderen med barnet. Det
er et virkeligt skarpt blik for det femte århundredes atheniensiske tragedie i
år 2017, og opsætningen vil med lethed kunne leve mange sæsoner endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar