mandag den 10. april 2017

Udstillingsbilleder

Rossinis Rejsen til Reims i perfekt ramme! Operaen d. 8. april 2017

”At spise, elske, synge og fordøje er virkelig de fire akter i den komiske opera, vi kalder livet, og de forsvinder som bobler i en flaske champagne. Enhver, der lader dem briste uden at have nydt dem, er en komplet tåbe!”, skal Rossini (1792-1868) have sagt, og har man blot en gang smagt eller bare set listen over ingredienser til en af de retter, der bærer hans navn, så ved man, at han var en livsglad (og madglad) mand. Madeira, fois gras og trøfler er blandt yndlingsingredienserne, det er ren overflod og luksus, ganske som Rossinis musik, og det er svært at forestille sig Rossini som ophavsmand til alvorlige operaer, men de findes, hvad vi i Danmark senest kunne opleve, da Den kongelige Opera sidst havde et Rossini-værk på plakaten, nemlig operaen Semiramis (desværre i Nigel Lowerys katastrofale iscenesættelse). Ingen Rossini-opera lader sig dog sammenligne med gåselever og trøfler som Il viaggio a Reims: Et opulent mesterværk for stort kor, orkester og 18 krævende solistpartier beregnet på kun at være et lejlighedsværk.
Lejligheden var kroningen af Karl X af Frankrig, og Rejsen til Reims var, som kongens regeringstid ironisk viste sig også at være det, tænkt til at have begrænset spilletid, så Rossini genbrugte efterfølgende en stor del af musikken i operaen Le comte Ory, men i løbet af 1970’erne genskabte to amerikanske musikforskere det originale partitur. Fremragende sang og musik uden nogen form for meningsfuld handling blev gravet frem fra arkiverne. Her er ingen mytologiske figurer, ikke skyggen af en fortænkt og utroværdig intrige placeret i så fjern en fortid, at den kunne appellere til samtidens romantiske fantasi, her er hverken døde eller et ungt par, der får hinanden, på scenen til sidst, kun fest og farver, fis og ballade. Man kan måske forledes til at tro det gennem den adstadigt fremadskridende, smukt komponerede introduktion, der i de forventninger, der her lægges til en kros personale om at servicere de krævende gæster bedst muligt, synes at ligne optrapningen til en konflikt, og da en grevinde efterfølgende får budskabet om en postvogn, der er væltet, er man næsten sikker på, at der er sket en tragedie, der kan danne fundament for en handling. Men nej; hopper man på den limpind, har man glemt at tage i betragtning, at grevinden hedder Folleville - den tossede by - og det er ikke menneskeliv, grevinden frygter, er tabt, det er hendes sko... Fra da af er der ingen tvivl om, at de 18 solister blot er gæster eller personale på kroen Den gyldne Lilje i en tidlig udgave af Fawlty Towers (inklusiv gakkede gangarter).
Hvordan skal man iscenesætte ingenting? For en dygtig iscenesætter er der gods til mere end blot en koncertant opførelse i værket. David Radok havde i sin iscenesættelse af operaens danmarkspremiere i 2001 gjort kroen til et nervesanatorium, det gik bare først op for publikum til sidst, da alle skejede helt vildt ud i finalen (der ikke var originalpartiturets finale, men genbrug fra operaens midterdel), så ekstrapersonale - og teaterchefen! - måtte tilkaldes. Det var morsomt, men ikke just elegant, og man blev snydt for at høre Sine Bundgaard synge den store, afsluttende arie, hvilket var en slem streg i regningen. Elegant og mere humoristisk er til gengæld Damiano Michielettos iscenesættelse, der nu har spillet en måneds tid på Operaen ved Meisje Barbara Hummel. Kroen er blevet et kunstgalleri, The Golden Lilium, hvor karaktererne delvis er galleriets indehaverske, kuratorer, assistenter og personerne på Francois Gérards Le sacre de Charles X, der ulykkeligvis er kommet bort fra maleriet og nu ganske absurd går rundt på museet, der slet ikke er klar til den store åbning. De er ikke ene om at have forvildet sig bort fra deres vante ramme (sic!), så bl.a. Velasquez’ infanta Margaria Teresa, Picassos portræt af Dora Maar, van Goghs selvportræt med forbinding, Frida Kahlos selvportræt, Magrittes Menneskesønnen og John Singer Sargents Madame X vandrer rundt og ser mindst lige så måbende til, som rengøringspersonalet og medarbejderne gør. For én gangs skyld når gæsterne dog frem til kroningen i Reims, for Michieletto lader til slut alt gå op i en højere, meget smukt koreograferet enhed, hvor Gérards maleri åbenbarer sig for publikum. Det føles som en apoteose, og det er vanvittigt elegant, smukt, morsomt og meget originalt, navnlig når man tager i betragtning, hvor lidt materiale, der er at arbejde med.
Det kongeniale ved galleri-idéen er, at operaen på sin vis blot er én stor udstilling af sangere, der defilerer forbi med hver sin arie, som man selv går forbi maleri efter maleri på en udstilling. Og hvem skal man ikke nævne? Det er den ene mestersanger efter den anden, der her er samlet til udstilling. Først må dog Henriette Bonde-Hansen nævnes; hun er dronningen, galleriindehaversken, med en dronnings røst: klar, tindrende, perlende som den champagnemusik, Rossini har skrevet til partiet. Gid hun sang noget oftere herhjemme! Nino Machaidze har som den modegale grevinde en rundere, men lige så smuk og tindrende tone, og Elisabeth Jansson, som man altid savner at høre meget mere, forlener den den polske marquise Melibea med dybtglødende varme og intenst temperament. På sværdsiden er der også roser i kø: Niels Jørgen Riis’ tenor er lige så varm og fyldig, som han selv efterhånden er bamseagtigt blød, mens sydafrikanske Levy Sekgapane har den helst rigtige bel canto-tenor, ren og skær, som man kender den fra Lawrence Brownlee. Mirco Palazzi, José Fardilha, Davide Luciano er hver især så fremragende sangere, at storartede stemmer som Michael Kristensen, Morten Staugaard, Jeroen de Vaal og Teit Kanstrup blegner i sammenligning. Anke Briegel synger det store parti som kunstnerinden Corinna, og selvom hun her er langt bedre hjemme end i partiet som Jenny i Mahagonny, hvor hendes stemme kom helt til kort, så mangler hendes stemme den lyriske sødme, partiet kræver, og som f.eks. Sine Bundgaard og Inger Dam-Jensen har - og førstnævnte er da endnu i ensemblet og ikke uretfærdigt fyret.  Nuvel, alt andet er idel skønsang, og i orkestergraven har Thomas Søndergård overskud til undervejs i forestillingen at byde i en auktion og købe en hat, der passende nok har indtil flere fjer i toppen, selvom han desværre ikke tager den på - ikke engang til fremkaldelserne, hvor bravo-tilråbene falder tæt og vedvarende.

Apropos madglæde:

Vi har tidligere, under den forrige indehaver, meget ofte og med meget stor glæde spist i Operaens restaurant. Nu var oplevelsen lige så skuffende og mangelfuld, som den har vist sig at være i Operaens bar og café, siden Meyers overtog driften. Hvis man for det første ikke bare overtager en restaurant, men også overtager dens koncept, så kan man ikke undgå, at gæsterne sammenligner, og idéen med de syv retter, der serveres over hele aftenen, er god, men den skal også have kvalitet for at kunne bevare sin idé, og mens maden i Bojesens tid var elegant anrettet, delikat, overraskende, ny og tog udgangspunkt i et bredt sortiment af årstidens råvarer, så gjorde denne aftens retter et kedeligt indtryk: sjusket anrettet, groft, uoriginalt, et par retter var decideret kedelige og smagsløse. For det andet er konceptet blevet noget dyrere, og restauranten byder ikke længere på te eller kaffe, og når maden samtidig er blevet væsentligt mindre spændende, så er man ikke interesseret i at betale mere, hvor lidt eller meget det så end er. Slet ikke hvis man sammenligner med, hvad man kan få på virkeligt gode restauranter rundt om i landet for de samme penge - eller færre. For det tredje var betjeningen, til trods for udsagn om det modsatte, hektisk og uprofessionel; da vi ankom, blev vi spurgt, om vi ville have vand, men ikke om det skulle være postevand eller vand på flaske, og jeg er så usnobbet og glad for det rene, friske, danske vand, at jeg i København ikke behøver at have vand fra Møn, slet ikke når dette er dyrere. (Desuden virker det grisk og ikke videre eksklusivt at kræve penge for vand, når man køber vin og andre drikkevarer, det burde følge med som en selvfølge.) Når vi igen gæster Operaen - allerede om en lille måneds tid - spiser vi ikke i Operaens restaurant.

lørdag den 1. april 2017

Stuur, stuuuuuur nummer!

Den jyske Operas 70-års jubilæumskoncert i Odense Koncerthus d. 25. marts 2017 – med klovn

Forårssolen har strålet på én gang mildt og som en storslået fanfare fra en skyfri himmel. Der er jubel i luften, og det føles som en ouverture til Den jyske Operas gæstespil. Da tæppet går, er det imidlertid til de dystert romantiske toner af ouverturen til Webers Jægerbruden, og Marcus Olsons scenografi består af hvide pakker i mange størrelser alle med sløjfe om, så det minder mere om Disnyes Juleshow end fejringen af et evigt ungt operakompagni i det gryende forår. Og som Disney har Jesper Fårekylling, er der også her en karakter, der skal binde forestillingen sammen: en klovn. Og det er en klovn, der har fået den idé, for det er et fejlgreb uden lige, ja, et overgreb på hele operagenren at lade Marta Carbayo, der muligvis er professionel, men ikke desto mindre er en klovn, rende rundt på scenen mellem koret og de tre solister. Allerede inden koncerten begynder, har man set hende rende rundt i stor, blå tylskjole med opsat hår for at tage selfies af sig selv i foyeren og med orkesterets medlemmer, og det bliver kun værre, da hun under ouverturen bevæger sig op på scenen; her spiser hun popcorn og farer forvirret rundt som en hund i et spil kegler. Ingen morer sig over hende, man lukker hellere øjnene for pinlighederne.
                      Det pinlige består først og fremmest i, at instruktøren Eva-Marie Melbye – for hende må det være, der har fået den sindssvage idé at sætte en klovn på scenen – åbenbart ikke har tillid til eller øre for, at musikken og sangen kan stå alene, eller hun har set det som et (absurd) forsøg på at lokke opera-novicer til (ud fra den herskende naive forestilling om, at hvis bare produktionerne bliver let tilgængelige, så kommer alle). Man må imidlertid med sin sunde fornuft spørge, om nogen operaelsker virkelig ville lokkes af cirkus’ flove, forudsigelige klovnerier og artisteri? Det er to diametralt modsatrettede udtryksformer, den ene kompleks og dyb såvel som medrivende (og dét er ikke cirkus!), den anden prosaisk pinlig og banal uden bund, og de støder i den grad sammen, når Don Giovanni og La Traviata reduceres til en popcorn- og ballonforestilling. En ubændig (og uretfærdig, for hun gør jo blot, hvad hun er sat til) lyst til at buh’e af Carbayo brænder længe i en, men så forsvinder hun meget fra scenen, og man trækker lettet vejret. Ganske vist dukker hun op igen i anden halvdel af koncerten, men her render hun ikke i sangernes fodspor, hun tildeles en egen rolle i små intermezzi , hvor hun bl.a. falder og ødelægger en violin (hvem der så en kan finde den slags morsomt…).
                      Sangerne er en væsentlig årsag til, at man gradvist ignorerer klovnen Carbayo. Den jyske Opera har til denne jubilæumsturné engageret to sublime danske sangere; den ene, sopranen Inger Dam-Jensen, i zenit af sin karriere, den anden, tenoren Magnus Vigilius, i en stadig stigende bue på vej mod sit ditto. Dertil kommer barytonen Lars Møller, der til sidst også imponerer alt og alle, men han må forinden synge sig varm, og hans indledende Champagne-arie fra netop Don Giovanni er bestemt ikke værd at skrive om. Hans hollænder i Wagners opera efter pausen er til gengæld fremragende, varm, fyldig, desperat og lidende på én gang, og fra da af holder intet hans stemme tilbage. Dam-Jensen, som Sven Müller i et eklatant fejlgreb afskedigede fra Den kongelige Opera (lad hende vende tilbage under den kommende operachef, hvem det end måtte blive!), har sin sødme intakt, en sødme, der forlener hendes stærke, smidige og smukke sopran med en bredde, der rækker lige fra Violetta i La Traviata over Hannah Glawari i Den glade enke til Leonora i Maskarade. Hun mestrer det hele med overbevisning! Vigilius er måske alligevel i endnu højere grad aftenens clou, når han mestrer så forskellige romantikere som Max i Jægerbruden, Siegmund i Wagners Valkyrien og Rane i Heises Drot og Marsk; hans tenor er rank, stærk, stejl og smuk som et lindetræ, og det er en idiot – hvem det nu end måtte blive – der ikke hurtigst muligt engagerer ham til Den kongelige Opera. Er man vant til Kurt Westis nasala og lidt skingre klang som Rane i Schønwandts indspilning af Drot og Marsk, er han intet mindre end en åbenbaring, som han svæver højt og hørbart over koret i folkevisepastichen.
                      Læg til sangerpragten – hvortil Den jyske Operas kor, der leverer sublim skønsang i apoteosen fra Langgaards Antikrist, også må regnes – et program, der er sammensat med en sjette sans for at fremhæve hvert enkelt stykke musik. Det er ikke blot et pluk af de mange forestillinger, Den jyske Opera har spillet i sine 70 år, det er ikke bare gamle kendinger og publikumsfavoritter som netop Don Giovanni, La Traviata, Wagner og Den glade enke, det er både en blanding af gammelt og nyt, kendt og ukendt. Det er (gudskelov!) ikke igen drikkevisen fra Traviata, det er ikke for 117. gang ”La ci darem la mano” fra Don Giovanni, det er nedslag, der ved at blive isoleret fra sin sammenhæng ikke bare bærer publikum bort fra Giro 413 (hvor klovneriet ellers synes at ville tage os hen), det er uddrag, der fremviser en musikalitet, der peger lige ind i nutiden. To uddrag af helt nyskrevne og endnu ikke opførte operaer, Daniel Bjarnasons Brødre og Bo Holtens Luther-opera Schlagt sie tot, er ikke bare smuk musik i egen ret, de tilføres en særlig glans ved at stå midt i en musik af fortidens klangbillede; naturligvis er der et musikalsk slægtskab mellem Mozart, Weber, Verdi og helt nykomponeret musik, den træder blot tydeligere frem, når den ikke isoleres, men bæres frem sammen med forgangne mestre. Korprologen til Brødre lover virkelig godt, og igen synger Den jyske Operas kor overjordisk smukt, så hvad man end måtte mene om Biers melodrama, så er her tilsyneladende en opera, der er værd at rejse efter. Modet til at slutte koncerten med Langgaards alvor efter en række festlige operetteuddrag er al ære værd; at ”Kehrausen” fra Maskarade følger som det eneste oplagte ekstranummer, ændrer ingenting.

                      Den jyske Operas jubilæumskoncert er en stuur, stuuuuuur nummer takket være sangerne, koret og Tobias Ringborgs eminente direktion. Uden at være virtuos spiller han selv solostemmen i ”Meditation” fra Massenets Thaïs, og det er kun en ekstra og prangende blomst i buketten. Det havde været en endnu STØRRE oplevelse uden klovn og cirkus (Melbyes personinstruktion er faktisk meget fin og indfølt, så sangerne agerer i smuk samklang med, hvad de synger, når de ikke rendes ned af en klovn på vildveje), men sådan er det; man piller alligevel papiret eller cellofanen af en buket, så blomsterne kan stå alene, og her er – trods indpakningen – virkelig forårsblomster at beundre!