mandag den 15. maj 2017

Forårets horisont

Fremragende ny, dansk dramatik på Odense Teater: Himmel uden fugle, d. 5. maj 2017

Den kommende sæsons programmer springer ud på teatrene landet over i samme takt med skovens træer og havens buske, men hvis man kigger efter nyskreven, dansk dramatik, så er dette sæsonudspring lige så koldt, som det danske forår har været hidtil: På Odense Teater er der intet at komme efter, det samme gælder Folketeatret, Det kgl. Teater og Aalborg Teater har ét bud på nyt, dansk drama, Møller og Larsen af Jakob Weis og Aftenlandet af Julie Maj Jakobsen, og på Aarhus Teater er der hele to nyskrevne forestillinger, men de spiller begge på teatrets mindre scener, det siger sig selv. Der er ingen mangel på helt nye forestillinger - dem er der bunker af - men i alle tilfælde er der tale om dramatiseringer af alt fra film til romaner og TV-serier. Velkendte titler, der synes at skulle lokke publikum ind i teatersalens magiske rum efter devisen: ”Den kender I!” Hvor skal magien så komme fra?, fristes man at spørge, hvis det hele er kendt på forhånd. Det er en sørgelig tendens, når der skrives så meget fremragende teatertekster, f.eks. førnævnte Julie Maj Jakobsen, hvis Himmel uden fugle et par uger i april og maj spillede på Odense Teater. Selvfølgelig på den mindste scene, Værkstedet, hvis man skal følge teaterchefernes billetsalgsbundne logik, men Himmel uden fugle kunne nu have gjort sig glimrende på teatrets store scene, for seværdig og relevant for alle er dramaet.
                      Jakobsens drama er en fascinerende blanding af talte regibemærkninger, der sætter tid og sted, scener i traditionel, naturalistisk stil og kommentarer til karaktererne fortalt i tredje person af karakteren selv. Blikket skifter altså hele tiden retning; man ser karaktererne udefra såvel som indefra i et forsøg på at komme dem nærmere, ganske som de selv forsøger at komme hinanden nærmere i det drama, der udfolder sig: Efter en prolog, hvor alle syv skuespillere hjælpes ad med at beskrive et helt gennemsnitligt villakvarter en aften, hvor sommeren er særligt gunstig, og hvor det eneste bemærkelsesværdige er, at himlen er helt uden fugle, begynder historien med, at Simon forlader Ringe Statsfængsel. Han er atter en fri fugl efter at have siddet inde for påvirket af stoffet at have tævet en mand ihjel. Vold med døden til følge. Og hvad følger så? Gudskelov ikke noget socialrealistisk drama med en løftet pegefinger til slut, nej, gradvist opdager publikum, at dramaets syv karakterer - Simon, Diana, Martin, Hannah, Bo, Lotte og Helena - er filtret ind i hinandens liv på mere eller mindre forpligtende plan, og at der er tale om et rigtigt menneskedrama: Fængselsbetjenten Diana er stedsøster til Martin, der har gjort sig fri af en fortid som kriminel og stofmisbruger, en tilværelse, han delte med Simon, der viser sig at være far til det barn, Diana venter. Martin er gift med Hannah, der er læge, som indleder en affære med Bo, der tror, han skal dø af prostatakræft. Bo er gift med Lotte, og sammen har de Helena, men Lotte er også Dianas biologiske mor, og ringen om karaktererne sluttes. Det betyder ikke, at de kommer hinanden ved, render hinanden på dørene og har et uproblematisk forhold til hinanden; nej, deres forbundne liv tematiserer kun, hvor svære nære relationer kan være, hvor afhængige vi er af hinanden, og hvordan vi må slås for vores afhængighed og selvstændighed.
                      Sjældent er der mere end to karakterer i spil ad gangen. Det kan dog stadig slå gnister mellem dem, så blodet flyder, fornærmelser og hadefulde bemærkninger er løsgående misiler mellem dem, og troen på kernefamiliens velsignelser smadres med det udtjente dukkehus. De vil gerne begynde forfra, være helt uden hinanden, frie, men samtidig elsker de hinanden og kan ikke være uden hinanden. Der er ansatser til ibsenske intriger, hvor fortidens glemte eller tildækkede sandheder skyder gennem muldet og op i lyset, men det bliver aldrig mere end ansatser, for hverdagens tryghed og konstante vanding ender med at drukne dem: Betjenten og den kriminelle forsøger at få det til at fungere med et barn imellem sig, håndværkeren og lægen kan trods deres individuelle forskelle og utroskab ikke undvære hinanden, og moren og den datter, der ikke blev bortadopteret, kan ikke enes, men deres skænderier illustrerer alligevel kun, hvor meget de har tilfælles. Kun Bo, forretningsmanden, der får at vide, at han kun har få uger igen, kan ikke bære livet, da det bliver ham givet, fordi det viser sig, at diagnosen var forkert, og han kaster sig ud fra trettende sal på Odense Universitetshospital. Måske det er det, titlen hentyder tid, at den ultimative frihed - himlen - er uopnåelig, for uden fugle, der befolker den, løfter sig og dykker, hvori består så den frihed, der er så eftertragtet? Bo opnår den - et sekund, og så er han borte for altid.

                      Teaterchef Jens August Wille har iscenesat disse skæbners barduse sammenrend og skæve, søgende møder i Nicolaj Spangaas åbne scenografi af glas og lys; den gør det ud for både villahave, sygehus, stenbro og fængselsgård. Bagvæggen er en skærm, hvorpå enten en grøn hæk, åbner marker eller netop bare en skærm, der sitrer og går i sort, kommer til syne. Om disse udfald er tilsigtede eller skyldes tekniske problemer, er ikke til at sige, men det virker i forlængelse af de nævnte temaer og virker sammen med Sofie Christiansens koreografi: Mellem scenerne er der små intermezzi af fysisk karakter, stiliserede og symbolske visioner af alt fra overfald til ekstatisk samleje og famlende, forsøgsvise kærtegn. Det understreger flot og overraskende, hvad det er, både vi og karakterne savner, og det modsvares af skuespillernes medrivende præstationer: Morten Brovn er den både skræmte og stærke Simon med stor præcision og indlevelse (det bliver et savn, at han fra næste sæson ikke er en del af ensemblet på Odense Teater), Louise Davidsens Diana utilnærmeligt selvstændig, men også usikker. Lars Topp Thomsens Martin er en bjørn, varm og blød udenpå, temperamentsfuld og stærk indeni, og selvom hun indimellem tvivler, er det netop de egenskaber hos ham, der gør Katrine Høj Andersens Hannah rådvild og impulsiv såvel som beslutsom. Peter Gilsfort fremstiller med stor følelse Bo som en træt, desillusioneret og derfor des mere desperat mand, Hanne Hedelund er hans omklamrende og dog så kærlige kone, Lotte, hvis forhold til datteren Helena, spillet af Mette Kjeldgaard Jensen med fyrigt temperament, er så uafklaret, fordi hendes forsøg på at behandle datteren som en voksen altid misforstås som det modsatte. Hver for sig kan de ingenting, men da ensemblet til slut istemmer Nick Caves ”Into my Arms”, spirer et stille håb, som forplanter sig til publikum: De 3.g’ere, jeg denne aften havde med, indrømmede gerne, at da de havde vænnet sig til at have skuespillerne helt tæt på, syntes de bedre om denne forestilling end Ditte Hansen og Louise Mieritz’ tåbelige gendigtning af Holbergs Den Vægelsindede. Dét efterlader jo afgjort en med et håb for fremtiden for ny, dansk dramatik! Nu mangler der kun at overbevise landets teaterdirektører om det samme… 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar