lørdag den 10. juni 2017

Sommerlækkerier

Sarah Coburn og Lawrence Brownlee i Tivolis Koncertsal d. 3. juni 2017

Hvem har ikke indimellem ønsket at springe forret og hovedret over for at gå direkte til desserten - eller forestillet sig at spise en middag kun bestående af desserter? Ikke bare smovse i flødeskum eller knase bolcher i et væk - så indfinder kvalmen sig trods alt hurtigt - men at forkæle sig selv med hele registeret på den søde palet og bevare appetitten, så man stadig har lyst til mere; begynde med blødt brød og bevæge sig over skærekager og småkager til lagkager som i det sønderjyske kaffebord. Fornuften og sundhedsidealerne fraråder det, men der findes et mere kalorielet alternativ til denne søde drøm, nemlig bel canto - selvom bel canto med rigtige bel canto-sangere, bløde og sødt indsmigrende, solide og mættende, er ved at være lige så stor en sjældenhed som et ægte sønderjysk kaffebord.
                      Tivolis Koncertsal har imidlertid gennem en årrække hver sommer været vært for et overdådigt bel canto-traktement, og i år er ingen undtagelse. Tenoren Lawrence Brownlee har dannet midtpunkt ved disse koncerter, og ved lørdagens koncert flankeres han af sopranen Sarah Coburn, der for tre år siden også gæstede Tivoli og sang Elvira i Bellinis I Puritani. De supplerer hinanden perfekt; hans (undskyld mig, men sammenligningen er for oplagt og kun positiv) lækre, stærke chokolade modsvares af hendes cremede, hvide og glitrende vanille. De skaber balance i anretningen, og deres enkle, rene ørelækkerier får som syrlig kontrast publikums tyste nærvær; jeg tror virkelig aldrig, at jeg har været til nogen koncert eller opera, hvor publikum med så ærbødigt nærvær og i så spændt tavshed har lyttet til sangerne, og ingen hosten, snøften eller raslen med slikpapir hørtes. Den var der muligvis, men så druknede den i klapsalver og bravo-råbene mellem arier og duetter.
                      De to grundingredienser, Brownlees chokolade og Coburns vanille, serveres og anrettes på forskellig måde aftenen igennem. Koncerten falder i to dele, og den første er den bedste - måske simpelthen ved udelukkende at bestå af musik af Bellini. Det er synd, og denne koncert retter både op på fejlen og sætter spot på den, nemlig at Bellini har stået i skyggen af sine bel canto-kolleger Rossini og Donizetti, for Bellinis lange melodilinjer er så delikate, så appetitlige og smagfulde; hele tiden overraskes man af det imødekommende og letgenkendelige tonesprog, man også kender fra Mozart, men på et intet tidspunkt falder man hen i det forudsigelige eller poppede. Hver ny tonebid kærtegner ørets smagsløg, ikke kun på grund af de to solisters overlegne stemmepragt. Hvornår har Bellini sidst været spillet på Det kgl. Teater? Det findes der et svar på: Det er for længe siden!
                      Koncertens anden del lægger godt ud ved at præsentere en arie fra Rossinis sidste opera, Wilhelm Tell: ”Asile hériditaire”. Man sidder måbende af benovelse over, hvilken kraftpræstation Brownlee her yder; man glemmer, at man lige har hørt ham en halv time forinden, så overvældende er dette møde. Han begejstrer naturligvis også i den berømmede ”A mes amis” fra Regimentets datter af Donizetti - men det er forventeligt, det er den gode og velkendte chokoladekage, der ikke overrasker i rækken af lækkerier - og de to uddrag fra Rossinis Le comte Ory er også sikre indslag på menuen. Publikum klapper ekstatisk efter duetten ”Ah! Quel respect, Madame”, og selvom det nok skyldes håbet om et ekstranummer, så har mætheden, hvor mærkeligt det end lyder, endnu ikke indfundet sig. Duetten er ikke den rigtige afslutning. Bifaldet giver dog pote, og vi får også duetten ”Chiedi all’aura lusinghiera” fra Elskovsdrikken, men heller ikke det er helt nok. Den søde, skarpe, ganske svagt syrlige espresso, der afrunder hele paraden af sødt og kager, mangler; den klang, der stiller øret tilfreds, er ikke i duettens sidste toner. Den kommer med den betagende duet ”Tornnami a dir” fra Don Pasquale; Coburns sopran og Brownlees tenor smelter smægtende sammen i øm forening. Alt godt, og man kan ikke klemme en bid mere ned! (Man kan heller ikke forvente mere af nogen af de to sangere efter denne lange aftens serveringer.)

                      Servicet leverer Tivoli Copenhagen Phil, og betjeningen står dirigent Michael Balke og konferencier Henrik Engelbrecht for: Balke er veloplagt, energisk og har som en oberkellner et køligt overblik samt en beundringsværdig præcision og punktlighed, der virkelig får Tivoli Copenhagen Phil (ja, mere mundret er navnet jo desværre ikke) til at yde sit ypperste. Engelbrecht er ikke mindre veloplagt, men han er den, der gør publikum godt tilpas og vækker latter ved præcist, vittigt eller måske snarere ironisk at introducere handlingen kort, hvilket er et glimrende oplæg til Coburn og Brownlees fine og uprætentiøse ageren på scenen. Måske er Engelbrecht så ironisk, at man får en fornemmelse af, at der ikke er andet end fremragende musik at komme efter i bel canto-repertoiret, men det er nu ikke tilfældet. Der er menneskelige, genkendelige og vedkommende dilemmaer - navnlig hos Bellini - om end de serveres som melodramaer, og selvom man går mæt fra Tivolis Koncertsal og ud i den festligt oplyste have, så har man kun lyst til mere: Gid, der vil blive serveret flere bel canto-lækkerier på landets operascener i fremtiden og ikke kun Barberen eller Lucia.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar