mandag den 20. november 2017

Guldhjerte og bjørnene

Puccinis Pigen fra Vesten endelig på landkortet i København; Operaen d. 18. november 2017

Før Jorden var overskuet, opmålt og set ude fra rummet var der på landkort og globusser ikke kun hvide pletter; mærkværdige skabninger, uhyrer og monstre var tegnet ind i terra incognita alt efter kartografens fantasi. Alt var jo i princippet muligt, ingen anede, hvad der skjulte sig i det ukendte, hvad grænselandets erobrere og opdagere ville erfare af forunderlige, skræmmende og foruroligende undere, og her kunne jo - potentielt - bo drager. Men det afhænger naturligvis af, hvis øjne der ser, om man er en kold og kynisk kriger, der bevæger sig ind i det ukendte, eller en sandhedssøgende videnskabsmand i oplysningens tjeneste. I Puccinis gyldent lysende opera La fanculla del West baseret på David Belascos skuespil er handlingen henlagt til sådan en grænseegn, hvor hårdtarbejdende, ensomme og lidende mænd desperat søger lykke og rigdom, men i deres midte er anbragt en engel med et hjerte af så purt guld, som det mændene graver efter, og det er hendes syn på livet, på godt og ondt, der kommer til at afgøre, om man skal frygte at møde uhyrer i det ukendte - eller det modsatte.
                      Denne guldgraveropera af Puccini har siden den store succes, som urpremieren på Metropolitan Operaen i New York var i 1910, været en glemt skat, der uretfærdigt er forsvundet ud i mørket, men hvis værdi flere og flere gudskelov er begyndt at få øjnene op for. Puccini anså selv operaen for at være hans bedste, og den mest ambitiøse er den i alt fald; orkesteret har den største besætning, Puccini nogensinde skrev for, og der stilles meget store krav til sangerne alene på grund af orkesterets størrelse. Der males med en bredere pensel - måske fordi alting simpelthen engang var større i Guds eget land, Amerika - og koret er her ikke henvist til en statistrolle som i andre Puccini-operaer, men har en hovedrolle, der skal udfoldes for at kunne udvikle sig og være den kontrast til pigen med guldhjertet, Minnie, den eneste kvinde i den barske guldgraverlejr, som dramaet omhandler. Det er af nogle anmeldere, f.eks. Berlingskes Søren Kassebeer, blevet betragtet som et stort fejltrin, og Kassebeers såkaldte anmeldelse er en endeløs kritik af Puccini, en længst afdød komponist, for at have skrevet en lang, omstændelig optakt til den konflikt, der er operaens kerne. Det publikum, der formår at lytte og tænke, inden det dømmer, opdager blot, at kritikken naturligvis falder tilbage på Kassebeer selv, der ikke har forstået, at dramaet ikke kan sættes i gang med tjubang og revolverskud som en westernfilm, for det er kendskabet til de udsatte mænds ulykkelige situation og forståelsen for den trøst, Minnie er for dem, der til sidst forløser operaen. Ganske som bohèmernes morskab er nødvendig for at gøre Mimis død så tragisk. Første akt er en næsten filmisk præsentation af et herrekor, et kor af individer, og musikken, der ledsager dem, er om muligt endnu mere rig på detaljer og sansninger end i nogen anden opera af Puccini. Det er skræmmende, at et gammelt, seriøst blad som Berlingske accepterer at have en så uvederhæftig ignorant ansat som musikanmelder.
                      Man skal måske være indviet for at have ører for de store kvaliteter i Pigen fra Vesten, men de er der, om end de måske kappes om at overstråle La bohème, Madame Butterfly eller Tosca. Operaen er blevet undertegnedes yndlingsopera af Puccini (selvom Tosca’s højspændte drama bider den i hælene), så smægtende, storladent og rørende er partituret, at mere må have mere, og én gennemlytning eller ét møde med operaen er ikke nok: Heltinden står som altid hos Puccini i centrum, hun er blot ingen ung kvinde, der trods mod og styrke bukker under i en kynisk verden domineret af mænds ambitioner, begær og magt. Minnie er en fuldvoksen kvinde, der har lært, at hendes styrke netop består i hendes sødme og omsorg, og at hun ikke er svag, selvom hun står fast på sine værdier og tror på det bedste i mennesket. Tværtimod fyrer hun en revolver af, inden hun overhovedet åbner munden, og hun formår med både revolver og jernvilje at holde de barske bjørne omkring sig i skak. I den forstand er hun lige med de guldgraverne med de barkede næver, og de ser op til hende, drømmer om hende og kommer genert med små gaver, så hun som en af de få Puccini-heltinder ikke bare overlever, men også får den mand, som hendes tilgivende hjerte har valgt. Dén kærlighed har i højere grad guldbryllup i sigte end Toscas kærlighed til Cavaradossi eller Mimis til Rudolfo.
                      Den kongelige Opera, der nu selv har hjemme i nybyggerland på Holmen, har været længe om at finde modet til at bevæge sig ud i de hvide pletter på Puccini-kortet, og anmeldere som Søren Kassebeer og Peter Dürrfeld sidder som de sure, gnavne, gamle mænd i Muppet-show og opfordrer bestemt ikke til eventyrlyst. Nu er den her imidlertid (endelig!) og lagt i hænderne på Christoffer Berdal, hvis personinstruktion er noget af den fineste og mest lydhøre realisme, der længe har været præsenteret på Holmen. Han forstår, at den psykologi, Puccini maler frem i orkesteret, ikke lader sig ændre, og han forholder sig loyalt hertil. Den opdatering han og scenograf/ kostumedesigner Palle Steen Christensen laver til et nutidigt, men lige så barsk mandemiljø (det kunne være en fjerntliggende mine eller en boreplatform), ændrer intet ved hverken handling eller musik - den bidrager bare heller ikke til noget. Der er en gold æstetik i gule beskyttelseshjelme og -veste, og har man oplevet danmarkspremieren på operaen i Mikael Melbyes totalregi på Den jyske Opera i 2009, er denne opsætning scenografisk en kæmpe skuffelse. Hos Melbye voksede træerne bogstaveligt talt ind i himlen, det sneede rigtigt, som det kun kan sne på teatret, og projektioner af fotografier og breve fra de guldgravere, der vitterligt drog ud i det ukendte, gjorde mændenes skæbne rørende håndgribelig og dog så tragisk diffus. Modet til at lade træerne vokse ind i himlen har man altså endnu ikke på Holmen. Kun ét ægte poetisk øjeblik bliver det til, til trods for de smægtende, ømme toner undervejs, nemlig da lysdesigner Mikael Sylvest lader Minnie og hendes udkårne Dick Johnson alias landevejsrøveren Ramerrez vandre bort mod en gylden horisont, mens de gradvist bliver mindre og mindre. Dét scenebillede matcher musikken til fulde.
                      Det er Det kongelige Kapel, der ellers følger Puccinis partitur til dørs - selv i hænderne på en assisterende dirigent som Robert Houssart denne lørdag; det er ellers vidt og bredt annonceret, at kommende chefdirigent Alexander Vedernikov skulle dirigere forestillingen, og teatret synes at have gjort en dyd ud af at holde alterneringen hemmelig. Det er en trøst, at vi, der kommer fra Fyn, er vant til at opleve Vedernikov i spidsen for Odense Symfoniorkester, men det klæ’r ikke Den kongelige Operas ledelse at agere bondefanger. Ann Petersen, der skulle synge Minnie, er også fraværende denne lørdag, så partiet synges af bulgarske Svetla Vassileva, men det er et lykkeligere bytte; hun er lille af statur, men yndig og har den store, smægtende røst, der når ud over det kæmpestore orkester i graven, og hun er tydeligt rørt over den jubel, der bliver hende til dels. Hvordan hun med så kort varsel har nået at lære scenegangen at kende, er i sig selv en bedrift, og de små fejltrin, man bemærker undervejs, bidrager kun til at gøre Minnie endnu mere genert og kejtet ved mødet med den kærlighed, der slår benene væk under hende. Han synges af Niels Jørgen Riis, der er på toppen af sin karriere, og selvom han tydeligt giver alt, han har i sig, så hæver hans tenor sig flot og højt mod det eftertragtede guld i loftet af Operaen sammen med Vassilevas. Johan Reuter som den jaloux sherif Jack Rance synes dog ikke på højden efter den sygdom, der forhindrede ham i at synge titelpartiet i (Aniara Amos’ afskyelige opsætning af) Rigoletto; hans klang er bred, mørk og varm, men han har problemer med at nå ud over orkesterets brusen. Heller ikke alle af operakorets solister formår at træde frem som individer, men de, der gør, løfter virkelig deres parti, som Berdal har ønsket det: Jens Søndergaards Sonora er en pragtindsats, og Magnus Gislason får stor følsomhed ud af en stor, barsk mand, Harry. Michael Kristensen forlener den forstående Nick med stor empati, og Johanne Bock har talent og stemme nok til at give Minnies tjenestepige (oprindeligt af indiansk herkomst, men det er vist for politisk ukorrekt til Berdal & co.) både karisma og humor.

                      Alt i alt er det ikke den henrykkende forestilling, man i årevis har gået og ønsket sig skulle blive Den kongelige Operas premiere på Pigen fra Vesten. Det er som om selvtilliden mangler, når man ikke besætter alle partier med de kræfter, partituret fordrer, og når man ikke tør insistere på den poesi og ømhed, der er i tonerne. Man frygter uhyrerne i det ukendte og har ikke tillid til at møde ægte mennesker, der lever, lider og føler. Men guldet glimter lokkende publikum imøde endda, det har Puccini sørget for, og jeg kan nok ikke lade være med at begive mig Operaen igen; jeg tror mere på La fanciulla del West end anmeldere og operaledelse gør, hvor sørgeligt det end er. Og sørgeligt er det, at man ikke for otte år siden havde modet til at go West og hente Den jyske Operas mindeværdige danmarkspremiere til hovedstaden.