lørdag den 9. december 2017

Tre mand frem for en enke

Velsunget opførelse af Den glade Enke på Den fynske Opera d. 5. december 2017

Da Kasper Holten som operachef havde haft Strauss’ Flagermusen og Léhars Den glade Enke på programmet i Operaen på Holmen, udtalte han, at der nu nok blev en pause fra operetterne, for ”så mange gode operetter er der heller ikke”. Det kan stå som udsagn for, hvor hårde odds de lettere genrer ofte skal har, for herregud, operetten, komedien for slet ikke at tale om farcen er da ikke noget, man skal tage alvorligt, og derfor har de heller ingen berettigelse på scenen i et ambitiøst operahus. Keith Warner nåede i sin korte tid i chefstolen at udtrykke samme holdning ved at sige, at Elskovsdrikken aldrig ville finde vej til scenen hos ham, for Donizettis lille perle var blot ”sin tids Andrew Lloyd Webber”. Den bemærkning får lige lov til at give ekko til nutiden, hvor operahuse verden over er økonomisk hårdt trængt og ikke kan lokke publikum til som musicalteatrene…
                      Man bør dog med Piet Hein indvende, at ingen af d’herrer operachefer forstår de lettere genrer til bunds, for ”Den som kun tager spøg for spøg/og alvor kun alvorligt/han og har faktisk fattet/begge dele dårligt.” Tager man ikke de erotiske forvirringer og forviklinger i en farce eller operette alvorligt, bliver det hverken en vellykket farce eller operette, og der ligger nu engang også stor kunst i at kunne løfte fjollede forvekslinger og glade melodier, så man ler oprigtigt eller gyser af fryd. I operette følges melodi og farce endog ofte ad. Man må forestille sig, at havde Aristoteles skrevet del to til sin Poetik/var den blevet overleveret til eftertiden, så havde han også der skrevet om katharsis, om den rensende effekt, der for publikum er i et drama, hvad enten der er tale om tragedie eller komedie. De lette, underholdende genrer indeholder store sandheder om dobbeltmoral, hykleri og forlorenhed.
                      Den fynske Opera viser denne december sin vilje til at tage operetten alvorligt, og hele tretten gange opføres Franz Léhars Den glade Enke i en totalscenografi, der inddrager publikum ved små caféborde som gæster på den pontevedrinske ambassade. Scenografi og kostumer - frynser, fjer, pandebånd, smoking og cigaretrør - signalerer 1920’erne, og det er godt tænkt, for netop børskrakket på Wall Street i 1929 skaber en klangbund af alvor for den ellers harmløse, humoristiske intrige om at ægte enken, så hendes mange millioner ikke forlader det forarmede lille fyrstendømme Pontevedro, og modspil til de iørefaldende melodier. I sig selv et effektivt træk og en original idé, der diskret gør operetten til en kommentar til al børsspekulation og overophedede boligmarkeder. Desværre tror man i Den fynske Opera ikke på sin idé - eller også tror man ikke, at publikum forstår referencerne, hvad der egentlig er endnu værre - og såvel første som anden akt indledes med en længere prolog lagt i munden på Anders Skov Madsens Njegus, der forklarer iscenesættelsens kunstgreb i stykker, og man tror, man har købt billet til en ret intetsigende historieforelæsning. Det er svært at forstå, at en teatermand med så mange års erfaring som instruktør Daniel Bohr har så lidt tiltro til publikums evner selv efter i et par år at have instrueret sommerspillet på Nyborg Vold, hvor det primært er (dygtige) amatører, der betræder de skrå brædder.
                      Daniel Borhs instruktion har heller ikke kunnet forhindre et amatøragtigt præg over nogle sangeres ageren: Kiki Brandt synger den flirtende, utro Valencienne sprødt og juleskært, men mere påtaget og krukket end koket og flirtende, når hun siger sine replikker, og Jesper Buhl kan som hendes tåbelige og naive mand, baron Zeta, udmærket skære sjove grimasser, men de trækkes ud, så også de virker mere påtagede end overraskende og morsomme. Replikskiftet mellem karaktererne er - navnlig i første akt - heller ikke så flydende og frit, at det komplementerer de indsmigrende og iørefaldende melodier, og her mister skuespillet rytme og nerve. Det viser netop, hvor svær en genre operetten er, for de optrædende skal beherske såvel sang som skuespil. Anden akt går heldigvis mere flydende, og selvom valsetrinnene desværre ikke beherskes af nogen, opstår der alligevel et ømt og intenst øjeblik mellem Hannah Glawari og grev Danilo til slut. Inden da har et næsten genialt indfald markeret overgang mellem anden og tredje akt, for som et kommenterende intermezzo synges Francis Poulencs charmerende chanson ”Les chemins de l’amour” af en af de konservatoriestuderende, der agerer kor i forestillingen. Sangen er ganske vist først fra 1940, men den rammer i tone - også selvom sangerinden hverken er færdiguddannet eller synger fejlfrit - den eftertænksomhed, nostalgi og bittersødme, der er i forholdet mellem operettens førsteelskerpar. Det er meget fint set og som sagt yndefuldt spillet og sunget. Mindre heldigt går det korets sopraner, da de skal agere grisetter fra Maxim’s, for som Keld Heick engang har sagt, så er det svært både at synge og danse på samme tid, og nogle gange lykkes det slet ikke…

                      Derudover er der ikke meget at sætte en finger på, for der synges smukt af meget kompetente sangere: Mathias Hedegaard er en charmerende og dog lidt genert Camille de Rosillon med sin lyriske tenor, og nyudnævnte operachef Thomas Storm er en både flot, flot spillende og flot syngende grev Danilo. Forestillingens ubestridte stjerne er dog Mette-Maria Øyen; i forrige sæson var hun det eneste lyspunkt i Den fynske Operas opsætning af Maskarade, her er hun en elegant, smuk og meget smukt syngende Hannah Glawari. ”Vilja-sangen”, der godt kan forekomme slidt og medtaget af at være ønsket for ofte i Giro 413 eller være brugt for ofte som ekstranummer, vækkes i hendes strube til nyt liv, så sart indlevelse og eftertænksomhed foredrager hun den smukke melodi med. Det bidrager naturligvis til forestillingens musikalske overskud og dermed succes, at sangerne ledsages af en meget kompetent klavertrio; Jacob Beck på klaver, Astrid Mikaelyan på violin og Kirstine Elise Pedersen spiller energisk og er meget lydhøre over for sangerne. Beck har endda overskud til at spille med og stille de umiddelbare, dumme spørgsmål eller komme med de bramfri kommentarer, og derfor nidstirres af Buhls baron Zeta. Dét er ganske fint og morsomt, men det er altså på det musikalske plan, at denne opsætning hiver sine stjerner hjem: Tre mand og en enke!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar