tirsdag den 9. januar 2018

Falden-på-halen-farvelade

Holbergs mesterværk Maskerade forvansket til tysk skaberi

Matematikkens hyperbel har med sin stolt knejsende kurve samme frivole rejsning som stilistikkens hyperbel; den ligner de erigerede falloi, som udgjorde en effektfuld del af de antikke, græske komediers kostumer samt medvirkede til deres frisprog - parresía - og en velanbragt overdrivelse kan til stadighed vække latter. Imidlertid er grænsen for det overraskende og humoristiske hårfin, og forsøget på at rejse sig og overstige det forventede kan resultere i en blød, slatten kurve, der ikke vækker nogen eller noget til live overhovedet: Højt at flyve, dybt at falde - og det er ikke altid så morsomt som ordspillet her. Langt fra. Og det kan være beskæmmende pinligt og tåkrummende at opleve ellers talentfulde skuespillere kaste sig ud i noget, der virker mere som skaberi end skuespil, selvom det kan vække beundring, at de har modet dertil.
                      Sådan var desværre afgangselevernes produktion af Aristofanes’ komedie Lysistrate i december: De unge og ellers meget talentfulde skuespillere syntes ikke, at forlægget var morsomt (hvorfor så ikke vælge noget andet, spørger man), selvom mine elever og jeg har moret os meget under læsningen af dette, så de valgte at improvisere over handlingen i stedet. Det var noget af et vovestykke, og det fortjener i sig selv ros, men de unge skuespilleres stand-up-humor var pinlig og plat snarere end morsom og vittig.
                      På Det kgl. Teater lykkes det heller ikke at vække latter med Ludvig Holbergs mesterlige Maskerade; den tyske instruktør Herbert Fritsch spænder buens kurve for højt, så skuddet fejler og ikke rammer lige i målskivens lattercentrum. Hyperblen overdrives. Der er ellers en mængde gode idéer at ane midt i det latterlige og ikke lattervækkende virvar på scenen: For det første holder Fritsch sig til Holbergs tekst, og den virker dugfrisk og spændstig på trods af det indimellem uvante og antikverede ordvalg, men det er jo samtidig kvintessensen af Holberg, og hans poetiske raptus har trods alt sat sig spor i det danske sprog 300 år frem i tiden. For det andet sætter man ikke Holberg så højt på en piedestal, at der ikke kan leges med replikkerne, og det sker effektivt og i stor stil; ’tamperetten’ bliver til ’taburetten’ (så publikum lige kan få forklaret, hvad en tamperet egentlig er), og der leges vildt og voldsomt med de latinske bøjningsendelser, så Jeronimus’ forvirrende genitiv Jeronimi bliver en ekvilibristisk ordleg med Mis, Mus, Ma(d)s! For det tredje bryder en række (intertekstuelle) referencer, der rækker lige fra rock over #metoo til Ringenes Herre, med publikums forventninger, så en ærlig, forløsende latter breder sig, og for det fjerde er der de brud på illusionen om et fiktivt univers, der ligger i tråd med det klassicistiske dramas publikumshenvendelser, som også får publikum til at le. Mest vellykket, da den økse, der er bragt på scenen, viser sig at være af skumgummi, og Jeronimus må skælde en scenearbejder ud for at have lavet lort i den.
                      Alle disse originale, lyse indfald pakkes imidlertid tæt ind i det filter, som Fritsch ifølge programmet ynder at lægge ud over en forestilling. Han er af den blåøjede for ikke at sige imbecile opfattelse, at teksten så taler tydeligere til ham - og det gør den måske, men i så fald kun til ham. Filteret består - for publikum at se - mindre af Victoria Behrs blanke rokokokostumer, der er inspireret af porcelænsfiguriner (for de falder jo sammen med Holbergs egen tid i stil), men mere af en personinstruktion, der fordrer overdrivelse af såvel mimik og gestik som stemmeføring. Alt overdrives, så der kun er skaberi tilbage; der stønnes, klynkes, råbes, hvines, vrides, drejes, vrinskes (ja, Leonora lyder mest som en hest!), tudes, vrænges og pjattes, så man græmmer sig! Det er et tegneseriefilter forstærket af overdrevne lydeffekter, og man skal være et treårigt barn for at synes, at det er morsomt, da tårnhøje Peter Plaugborg for tredje gang støder mod Fritsch’ egen farveladescenografi, for da har forestillingen endnu ikke været i gang i ét minut, eller at Bjarne Antonisens Leonard ikke kan gå et skridt uden at slå en prut. Det er ikke komedie for selv de mest barnlige sjæle, det er at tale ned til publikums fatteevne, og det hjælper ikke, at karaktererne flintrer rundt på scenen i samme fart, som både den og kulisserne drejer rundt; det blotlægger kun instruktørens kaotiske tankegang og overdrevne effektmageri. Der gives ikke plads, til at vittighederne kan udfolde sig, eller eftertænksomheden indfinde sig i f.eks. tamperetsscenen, hvor Peter Plaugborg spilder sit engang så store talent på et amokløb af amatøragtigt jysk og norsk. Her tænker man med suk af længsel på, hvad Mads M. Nielsen fik ud af rollen som Henrik i Kim Bjarkes iscenesættelse på Odense Teater, for selvom det er tolv år siden, denne forestilling spillede, har den brændt sig ind i hukommelsen med større kraft, end Fritsch’ makværk vil.
                      Fritsch’ scenografi ser ud til at være inspireret af Per Arnoldi og børnesangen om en trekant og en stang: Den består af geometriske figurer i rød, gul og grøn, der sammensat danner silhuetten af et stiliseret hus, et træ og en stor firkant, som karaktererne kan klistre sig op ad. Det får ingen klokke til at sige ding-dang, men musik er der (selvfølgelig!) på scenen. Pianisten Olivier Antunes sidder ved et flygel, der som de øvrige kulisser drejer rundt på drejescenen, og diverterer med charmerende, diskrete pasticher over Bach og Mozart iblandet rock og andre rytmer. Iblandt bliver han bedt om at bidrage med lydeffekter, og selvom hans spil er subtilt og hans musik smukt afstemt Holberg, så er dette vedvarende iscenesætterkrav om en musiker på scenen også generende, når det forhindrer publikum i at høre, hvad skuespillerne siger. Iblandt.

                      Skuespillerne selv er dårligt værd at nævne, så kamuflerede og maskerede (!) er de af Fritsch’ tegneseriefilter, at de ikke er til at kende, og jeg havde aldrig troet, den dag skulle komme, hvor Tammi Østs spil ikke var værd at nævne! Kun Jens Jørn Spottag formår i ly af den sure, gnavne Jeronimus at skabe åndehuller af ro omkring sin karakter, så man kan le ad hans forgæves forsøg på at bremse tidens gang, som da han før pausen fanges på den forkerte side af tæppet og må forsikre publikum om, at vi godt kan gå til pause, han skal nok finde ud fra scenen. Dog må alle nævnes under et for deres mod til så ufortrødent at løbe løbsk og hoppe på instruktørens limpind, og ikke et sekund lader de sig påvirke af, at publikum ikke ler af deres spil. De giver ikke op, og måske er det en selvironisk kommentar, men det er faktisk morsomt, da de igen og igen og igen kommer ind for at bukke, selvom publikum står i kø for at komme ud. Dét er en hyperbel, der virker!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar